En donation af frø fra SeedCom ser ikke ud af meget, men den gør en stor forskel for Gallo Gartneriet i Risskov

Risskov er ellers mest kendt for sine høje boligpriser, stranden og skoven. Men her er også blevet plads til et lille stykke rekreativt område på ca 2000 m2, hvor frivillige og psykisk sårbare mennesker nænsomt dyrker grøntsager og blomster i både drivhuse og på friland.

På Gallo Gartneriet bliver der ikke brugt sprøjtemidler. I stedet bliver der brugt håndkraft. Hænderne sidder på medarbejderne, hvor hovedparten har det til fælles, at de er psykisk sårbare. I stedet for at tale om diagnoser og medicin går snakken på plantesorter og såmetoder. "Her taler vi sjældent om psykiske sygdomme. Det fylder rigeligt i deres liv i forvejen. Her kan man bruge sine hænder og se ting vokse op af jorden. Det er et frirum" siger daglig leder af Gallo Gartneriet, Henriette Hedegaard Jensen.

Fra en lille træbod ud til vejen sælger Gallo Gartneriet de afgrøder, som vokser op af jorden. I løbet af sæsonen bliver der solgt blomster og grøntsager for cirka 60.000 kr, men beløbet er langt fra nok til at dække omkostningerne. Så selv om sendingen af frø fra SeedCom ikke syner af meget, så gør den en stor forskel. "Dels er der en ret stor udgift ved at købe kvalitetsfrø, dels betyder venligheden meget", siger Henriette Hedegaard Jensen.

 

Venligheden betyder meget

Henriette Hedegaard Jensen

Tekst: Rikke Danielsen

Fotograf: Maria Lomholdt